06/05-2003:

1. afdeling af DM som løb af stablen i Hobro og omegn i weekenden, var vores DM debut i Lancia´en. Fulde af forventning og velforberedte drog vi lørdag morgen afsted. Noget vi dog ikke kunne være forberedte på, var det ustabile vejr. De første 3 prøver forløb uden de store problemer, men da vi skulle køre SS 4 Nysum for anden gang væltede regnen ned. Slicks, regnvejr og en mudret Nysum bane er som bekendt ikke den bedste kombination. Der satte vi 18 sekunder til i forhold til SS 1.

Efter prøven satte vi så regndæk på, men det viste sig at være en fejlsatsning. Da vi nåede ud til SS 5, var underlaget nemlig helt tørt. I servicepausen efter SS 6 besluttede vi at beholde regndækkene på, da vi vurderede vejret til fortsat at værende ustabil. Det viste sig at være endnu en fejlsatsning, som også afspejlede sig lidt i vores tider. På SS 8 på vej mod mål måtte vi lige ud og græsse lidt. Dækkene blev varme og vi mistede vejgrebet. Lancia´en fik dog ingen skrammer.

Resultatet af vores anstrengelser blev til en 1. plads i klasse A8 og en 16. plads generelt.

Til næste løb skal vi have forbedret bremserne på Lancia´en. Op til løbet havde vi eksperimenteret med forskellige løsninger, men ingen af dem viste sig at være optimale. Vi vil nu undersøge, hvilke andre muligheder der ligger for, således vi til næste løb stiller op med mere optimale bremser.

 

01/05-2003:

Så er Lancia´en klar til start ved DM i Hobro i weekenden. Det er første gang siden sidste sæson, at Lancia´en skal ud at forcere de danske landeveje. Den er stort set kun blevet gravet frem af støvet. Bilen har kørt stabilt i 2002, og der har ikke været behov for at lave de helt store ting.

Vi har udskiftet bremserne og finpudset nogle ting lidt hist og pist; det er alt.

Vi er meget spændte på den forestående DM sæson. På nuværende tidspunkt er vi det eneste team i A8, men vi får skam nok at se til alligevel. Der er nogle absolut skrappe konkurrenter i både Super 1600 klassen og i A7, så den efterhånden 13 år gamle Lancia bliver sat på en hård prøve.

Også økonomien spiller en stor rolle for os. Det er desværre ikke lykkedes for at skaffe de fornødne sponsorer, som der skal til for at kunne køre optimalt. Vi må derfor grave lidt i vore egne lommer. Så vi skal bestemt ikke ud på en mark og rode rundt; så er det slut for denne sæson.

 

25/03-2003

Så er der kommet billeder i galleriet. Billederne er fra forskellige løb fra sidste sæson. Så snart dette års sæson går igang vil der stille og roligt komme billeder fra de løb vi kører.

 

11/03-2003:

Så er vores hjemmeside kommet op at køre. Siden vil stadig i starten undergå forandringer og opdateringer. Når siden er helt oppe vil den løbende blive opdateret med nyheder, billeder og resultater fra de løb vi kører.